Toppen af ahornen ude foran mit vindue er gylden af en gammel sol og gamle blade. Det forekommer mig det er sket før tid, de første begyndte allerede af fælde i slutningen af juni. Bladene fylder plænen i tykke lag selvom vi er midt i august, ham fra rengøringsfirmaet fejer dem sammen og putter dem i containeren til restaffald, men lige lidt hjælper det, græsset nedenunder er væk, plænen afsvedet og støvet. Hende fra fjerde siger at grunden er forurenet og hun ikke vil plante kål i bedet hvis hun var mig, men jeg planter det og får det nok ikke spist. Man høster hvad man sår, ikke mig, jeg sår bare.
Ahornen er gammel, mindst 100 år og nærmere 125, jeg tænker på at plante en ny, så den har en afløser når vi engang bliver nødt til at fælde den fordi den får råd ved basen og udgør en risiko for bygningen.
Jeg er det samme sted igen, desillusioneret, atter engang træt ved tanken om at skulle starte forfra. Gad vide hvor mange gange ahornen må bevidne min cyklus fra den anden side af ruden – altid så, aldrig høste.
Leave a Reply